Vi hjælper dyrene i Australien

Da skovbrandene udbrød i Australien og billeder af brændte koalaer kom til Danmark, blev det klart, at situationen var ude af kontrol; der var brug for hjælp. Vi igangsatte derfor en akutindsamling med det formål at samle penge ind til arbejdet for at redde dyrene, hjælpe de tilskadekomne samt genopbygge levestederne.

I september 2019 begyndte, hvad der sidenhen viste sig at blive en af de værste serieskovbrande i Australiens historie. Brandene kom hurtigt ud af kontrol og ødelagde dyrenes levesteder med en enorm hast.

Eksperter vurderede, at over en milliard dyr har mistet livet, som følge af direkte kontakt med flammerne, røgen eller de ødelagte levesteder. I blandt de enorme tab var tusindvis af koalaer, som ikke kunne flygte fra ilden. Faktisk var brandene så voldsomme, at selv kænguruer ikke kunne flygte.

De dyr, som ikke er omkommet i flammerne, har mistet deres hjem og får svært ved at finde føde i de afbrændte områder.

Vi støtter den lokale hjælpeindsats

Skovbrandene i Australien var enormt voldsomme og ude af kontrol, og WWF vurderede derfor, at den bedste hjælp kunne gives ved at støtte de lokale hjælpeorganisationer, som allerede var til stede. Ved at indsamle penge for derefter at donere dem til hjælpeorganisationer i Australien ville den akutte hjælp til blandt andet sårede dyr kunne opretholdes.

Sideløbende med det store rednings- og behandlingsarbejde var der stort fokus på at få genoprettet de ødelagte levesteder, så hurtigt som muligt. Der blev derfor etableret et omfattende projekt, som gik ud på at få plantet to milliarder træer i de ødelagte områder.

Resultater

  • Over 920.000 kroner blev indsamlet og sendt til Australien.
  • Flere end 4.500 danskere har sammen doneret penge til at hjælpe Australiens natur og dyreliv.
  • Der blev specifikt doneret penge til Port Macquarie Koala Hospital samt RSPCA Queensland, som står for omfattende behandling af såret dyreliv.
  • WWF Australien har igangsat et projekt for at genskabe koalaerne og andre dyrs hjem ved at plante to milliarder nye træer inden 2030. Projektet sættes i gang med plantningen af 10.000 træer i de særligt hårdt ramte områder.